Stor variation i opgaver trak Karsten til SMP
Der er mange måder, at ende med at arbejde i SMP. Og at Karsten Dahl Jensen endte i SMP er faktisk en ret sjov historie.
Vestjyske Karsten har altid været draget af vækstvirksomheder. Han ejede selv et firma i mange år og var egentlig glad for det – og det var netop gennem det firma, at han mødte CEO Fiaz UI-Hassan.
Karstens kompetencer – og hvilken værdi, de kunne have i SMP – var tydelige for Fiaz fra start. Og en dag bad han Karsten tage turen til Odense. Men Karsten var kontant: Han ville ikke køre så langt for ingenting.
“Jeg sagde, at hvis han ville betale min timeløn, så skulle jeg nok komme. Det gik Fiaz med til – men han endte med at tilbyde mig et job som bogholder her i SMP i stedet, så jeg fik aldrig sendt den faktura”, griner Karsten.
Stillingen talte så meget til Karsten, at han solgte sin egen virksomhed for at blive en del af holdet. Og selvom han tidligere har prøvet lidt af hvert, bliver han i den grad udfordret på den gode måde her.
“Jeg skal bruge meget tænkekraft i mit arbejde. Mine opgaver ændrer sig hele tiden, og det er så fint for mig. Det er spændende at være et sted, hvor det går stærkt, og hvor man ikke er bange for at træffe beslutninger,” forklarer Karsten.
Den samme direkte og kvalitetsbevidste tilgang tager Karsten med, når han har elever under sig, hvilket han har prøvet mange gange.
“Det er virkelig vigtigt for mig, at de elever, jeg har, rent faktisk lærer noget. Jeg arbejder ud fra præmissen om, at de skal oplæres så godt, at de en dag kan overtage min stilling. Jeg tror, flere vil sige, at jeg var hård, men de har lært utrolig meget,” fortæller Karsten.
I dag er Karsten regnskabschef i SMP. Vi er virkelig glade for at have dit skarpe hoved og din store erfaring med på vores hold, Karsten!